Til forsiden|Læs op|Sitemap|Print
Ti kommunehistorier
Kajakroer i høj sø

Der var engang i Lille Rørbæk – fra 1936 til 2009
(Oppe Sundby-Snostrup Kommune)

Af Fin Dahl

Da jeg blev opfordret til at skrive lidt om lokalhistorie, tænkte jeg ved mig selv, hvordan griber jeg det an? Pludselig slog det mig: Du tager en sten og går ned til det store gadekær, som vi har i Lille Rørbæk, smider stenen ud til midten af gadekæret, og så ser du, hvordan bølgerne fra centrum breder sig som ringe i vandet. På den måde får jeg en masse idéer, som jeg kan fortælle.

Med andre ord, jeg begynder min fortælling i Lille Rørbæk

Jeg er født i 1936 og har levet næsten hele mit liv på Elsenborg. Kun afbrudt af 16 måneders militærtjeneste, et par ophold på ungdoms- og gymnastikhøjskole, samt et halvt års arbejde på en gård i Sigerslevøster.

Mange af de ting jeg vil fortælle, er foregået i mine drengeår. Vores familie bestod af mine forældre og syv børn. Foruden dem var der tre karle og nogle gange en daglejer, samt min mormor og morfar. Der var mange munde, der skulle mættes hver dag, hvor vi var cirka 12-14 personer.

Elsenborg var en ganske almindelig bondegård med køer, grise, fjerkræ og heste. Gode heste var meget vigtige dengang, for det var jo trækkraften. Hestene fik af og til klippet deres haler og manker. Dengang kom der en børstenbinder rundt til gårdene og købte disse afklippede hestehår, som man lavede børster af, og hestehår var en eftertragtet vare.

Oppe Sundby-Snostrup Tyren

 

 

 

Klar til en søndagstur i markerne med tyren for vognen.

 

Ud over de almindelige husdyr havde vi også en tyr, som var kørt til. Den kunne spændes for vognen, og var også god at ride på. Hver dag trak den vognen med mælkejungerne ned til landevejen og tilbage igen. Vi kørte ofte søndagstur i marken, eller hentede togrejsende fra Oppe Sundby trinbræt. Min far var endda kørende til dyrskue i Frederikssund med tyren. Det vakte megen opsigt.

Oppe Sundby-Snostrup Tyren med Elise, Gunver og Kjeld

 

 

 

Tyren for mælkevognen med feriebørnene.

 

Den første traktor blev købt i 1951, men vi brugte alligevel heste til langt op i tresserne. Elektricitet fik vi først i 1943, så jeg husker, at vi havde petroleumslamper i stuehuset og petroleumslygter i staldene. I Lille Rørbæk ligger der fem gårde, to mindre ejendomme og 15 huse rundt omkring det store gadekær.

De fem gårde har nogle fine navne, som lyder: Frydendal, Gyldendal, Stjerneholm, Frogården og Elsenborg – meget idyllisk.

Dramatiske ting

Men i vores lille landsby er der da også sket dramatiske ting. Gården Gyldendal er brændt to gange, første gang i 1950erne og igen i 1960erne. Også på gården Stjerneholm har der været ildebrand, hvor en del af de gamle længer samt nogle dyr blev ildens bytte. Det skete i 1970erne.

I begyndelsen af 1950erne faldt et lille militærfly ned, lige uden for landsbyen og to personer omkom. I året 2000 skete der noget voldsomt igen. Denne gang på gården Frydendal. Nogle aktivister havde i nattens mulm og mørke lukket 8000 mink ud af deres bure. Med det resultat, at der var mink alle steder her i landsbyen samt i omegnen. Mange blev indfanget igen, mens andre blev dræbt i trafikken.

Gadekæret

Nu tilbage til gadekæret, hvor jeg begyndte min fortælling. Det var en herlig legeplads for os, da vi var børn. Om vinteren når det var frosset til – det var det altid i de strenge vintre i fyrrene – løb vi på skøjter og kælkede, så det var en lyst.

Om sommeren fangede vi karusser. Vi brugte en riskurv med et reb i hver hank, smed den et stykke ud i vandet og hev så i land, så var der fangst hver gang. Karusserne blev selvfølgelig smidt ud med det samme igen, de var ikke til at spise.

Oppe Sundby-Snostrup Vanding ved Store Rørbæk Gadekær

 

 

 

Vanding af kreaturer ved Lille Rørbæk gadekær.

 

Dengang havde vi mange ugler i Lille Rørbæk. Når de havde unger, var de slemme til at flyve i hovedet på folk, hvis man kom for tæt på deres reder om aftenen. De kom helt lydløst og pludselig sagde det 'bum'. Det føltes lige som at få en roe eller en jordknold i hovedet. Jeg selv og flere af mine søskende samt vore karle har prøvet det. Vi havde engang en karl, han turde ikke gå ud om aftenen uden at have en riskurv over hovedet.

Jeg har fået fortalt, at vor daværende sognepræst, Pastor Grønvold, på sin spadseretur til Lille Rørbæk også blev overfaldet af en ugle. Han blev meget forskrækket og udbrød: "Lad være, lad være. Hvad har jeg dog gjort?"

Vinterarbejde på gården

Om vinteren, når det var frostvejr, skulle der høstes tækkerør. Det var nødvendigt med frostvejr, for ellers var der for meget vand og for blød bund til at sjappe rundt i. Vi havde strandrør ude ved Roskilde Fjord – Værebro Å – og de lidt grovere moserør ved Snostrup Sø, hvor vi har en moselod på knapt to tønder land. Det var en god vinterbeskæftigelse for karlene. Tækkerørene var til eget brug eller blev solgt.

Om vinteren blev der også skovet og savet brænde, hugget risbrænde osv. Der skulle bruges meget brændsel til både komfur og kakkelovne.Tørv og formbrændsel (briketter, koks) blev der også brugt meget af. Alt maden blev jo lavet på brændekomfur, og høkassen var en god hjælp.

Men ellers var karlene vinteren igennem travlt beskæftiget med at sørge for foder m.m. til dyrene. Der skulle køres roer ind til køerne, og slagtesvin skulle køres til Frederikssund Svineslagteri. Dyrene, det var både heste og køer, skulle strigles. Der blev strøet med tør halm eller avner under dyrene hver dag, køerne blev malket to gange om dagen, og der skulle muges ud med trillebør. Derefter skulle møddingen sættes.

Havde man kartoffelkuler, skulle disse også tilses. Havde kartoflerne det for varmt, rådnede de. Var det frostvejr og var dækket for lidt, frøs de og blev ubrugelige.

Var der nogle vinterdage, hvor der ikke var så travlt, og fjorden var frosset godt til, kunne det hænde, at karlene fik lov at gå ud på isen for at stange ål til husholdningen. Inden vi fik elektricitet, skulle der køres til møllen i Store Rørbæk for at få malet korn til grisene. Vi fik selv kværn i 1948, ligesom mange andre, og møllen i Store Rørbæk stoppede. Møller Niels Hansen flyttede og tog møllen med.  

Snerydning

Oppe Sundby-Snostrup Vinteren 1941-42 1I mine drengeår var der noget, der hed snekastning. Det blev der brugt meget tid på i de år. For det første faldt der kolossalt meget sne i begyndelsen af 1940rne, og for det andet havde man ikke sneplove og maskinkraft som i dag. Hvert hus og hver gård havde snekastningspligt. Jo større gård, jo flere folk skulle man stille med.

Min far var snefoged i Lille Rørbæk i 40 år. Det var snefogeden, der tog bestik af situationen, hvornår der skulle kastes sne, og han skulle sørge for at tilsige mandskab. Hvis vejret rigtig drillede med snefald og fygning, kunne det hænde, at der skulle kastes sne en hel uge eller mere. Jeg mener, at der sommetider var 25-30 mand i sving på sådan et snekastningshold.

Oppe Sundby-Snostrup Vinteren 1941-42 2

 

 

 

Snetunnel på Lille Rørbækvej vinteren 1941-42.

 

Af tømreren og smeden i Store Rørbæk blev der i de år bygget en sneplov til heste. Den stod altid hos sognefogden på Rørbækgård. Hvis der ikke var faldet så meget sne, kunne man spænde sine heste for den og køre sit distrikt igennem. For at sneploven kunne gå godt i bund, skulle der helst være noget vægt på. Det var lige noget for os børn at få lov til at køre med der.

Jeg kan fortælle, at jeg som selvstændig har ryddet sne med min traktor for Frederikssund Kommune i 30 år. Det var en udmærket rute. Den startede her på Lille Rørbækvej lige uden for min egen ladeport. Man skal jo som bekendt 'feje for sin egen dør først'.

Handel og indkøbsmuligheder

Min far kørte i mange år slagtesvinene til Frederikssund Andelsslagteri med hestevogn. Når grisene var læsset af på slagteriet, kørte han videre mod Frederikssund og ind i Axel B. Langes gård og spændte hestene fra. Her var der dengang hesteboxe, hvor dyrene kunne få noget at æde og hvile sig til hjemturen. Min far havde altid foder til hestene med hjemmefra.

Hos Axel B. Lange havde han altid en cykel stående. På den cyklede han rundt i byen og ordnede forskellige ærinder: Klipning hos Erhardt Andersen, bestille kolonialvarer hos købmand Poul Petersen, være i banken eller også et privat besøg. Købmandsvarerne blev så læsset på grisevognen, når turen gik hjemad.

Ellers handlede vi i Brugsen i Store Rørbæk. Det foregik for det meste på denne måde: Om morgenen, når vi børn skulle i skole, havde vi en spånkurv med, samt kontobog og rationeringsmærker, som skulle bruges dengang. Det afleverede vi i Brugsen, inden vi gik i skole. Når vi havde fri fra skolen, kunne vi gå over i Brugsen og tage den færdigt pakkede kurv med hjem.

I godt 100 år var brugsen samlingsstedet, hvor lokalbefolkningen mødtes, handlede ind og fik en snak med hinanden om løst og fast om livets gang, og levede dermed op til sloganet:" Vi mødes i brugsen." Rørbæk Brugs startede i 1886 i huset ved smedens sti. I 1895 købte man en større grund på hjørnet af Store Rørbækvej og Snostrupvej. De nyopførte lokaler blev dog snart for trange, og i 1907 blev Brugsen udvidet, som vi husker den frem til 1969, hvor den blev revet ned. På det tidspunkt havde man vedtaget at opføre en hel ny bygning, som stod færdig den 25. juni 1970.

Efter 20 år måtte man desværre se i øjnene, at det var slut. Økonomisk kunne det ikke længere lade sig gøre at drive forretning i Store Rørbæk. Den 25. juli 1990 lukkede FDB Brugsen. Valdemar Nielsen, godt hjulpet af sin kone Ellen, var uddeler i Store Rørbæk Brugs fra 1929 til 1964.

Men i modsætning til i dag blev mange husholdningsvarer bragt til døren dengang. To gange om ugen, jeg tror det var tirsdag og fredag, kom brødkusken fra Mariendals Mølle og Bageri i Frederikssund. Slagter Mygind fra Frederikssund kom med sin slagtervogn. Fiskemand Mathiesen kom engang om ugen, og ostemand Johannes Nielsen kom hver 14. dag. Der kom også en æggemand en gang om ugen. I min barndom kom de alle sammen med hestevogn, senere var det med bil.

Derforuden kom der jævnlig besøg af en børstenbinder, som solgte børster, koste og grydesleve m.m. Pottemageren solgte krukker og fade, kludekræmmeren solgte sokker, undertøj og alle mulige beklædningsgenstande. Kludeskomanden og træskomanden kom også jævnlig forbi, og der kom skærslippere, landevejsstrygere – både mandlige og kvindelige.

I Lille Rørbæk havde vi en lille butik/udsalg. Her kunne man købe sodavand, hvidtøl, tobak, cigaretter, snus og skråtobak, is og flødeboller, slik og en bestemt slags honningkager, som kaldtes "Provstindens guf." Det var mest karlene fra gårdene, der handlede der. Min mormor og morfar var de sidste, som betjente butikken, og den lukkede i 1950erne.

I Store Rørbæk var der dengang også en lille telefoncentral. Det var Johannes og Jensine Jensen. Johannes Jensen kørte Taxa, som kaldtes for "Lillebil". Landsbysmedjen var en vigtig del i lokalsamfundet. Her fik bønderne skoet deres heste og repareret deres maskiner. Ligeledes var der i St. Rørbæk et mælkeudsalg, samt en lille slagterbutik og en træskomand, som blev kaldt for "Amerikaneren". Han havde formodentligt været i Amerika. Inden man skulle have nye træsko, kunne man komme og få målt fodens størrelse, så man var helt sikker på, at de færdige træsko passede til foden.

Omkring 1950 blev der bygget et frysehus i Store Rørbæk. Det var et stort fremskridt, man kunne vel kalde det for 'sulekarrets afløser'. Det blev en stor arbejdsmæssig lettelse for husmødrene. Det blev dog til en begrænset årrække, at det fungerede. Efterhånden kunne man købe sin egen dybfryser, og få den installeret i hjemmet. Bygningen eksisterer endnu i dag – som en del af et autoværksted.

Skoletiden i Store Rørbæk

Oppe Sundby-Snostrup Rytterskolen i Store RørbækUndervisningen foregik i Rytterskolen hos lærer Valdemar Hansen. Man gik syv år i skole, først tre år i lille klasse, derefter fire år i store klasse. Store klasse gik i skole om formiddagen og lille klasse om eftermiddagen. Der var altså flere årgange i hver klasse, så undervisningen foregik på flere klassetrin samtidig.

Rytterskolen i Store Rørbæk (skanning fra fotokopi).

Gymnastik havde vi på "Stænget", der var et lokale oven på den gamle brugs. Sådan var det, inden forsamlingshuset blev bygget. Fra min skoletid husker jeg, at der hver sommer kom et lille omrejsende tivoli til Store Rørbæk med luftgynger, en lille karrusel, skydetelt osv. De slog sig ned ved gadekæret, og det var spændende for os børn at muntre sig lidt der.

Skoleudflugten gik bl.a. til Jægerspris Slot med hestevogn. Hestene blev opstaldet i rejsestalden ved Slotskroen, mens vi børn så slottet, spiste den medbragte mad og badede ved Vesterstrand. Ligeledes erindrer jeg fra min skoletid, at alle elever engang var gående ud til Langager Mejeri i Udlejre, hvor vi fik et varmt bad og et glas kærnemælk. Det har været cirka 1945-46 og var en god oplevelse for os alle sammen, både det varme bad og et frisk glas kærnemælk. Samtidig fik vi set, hvordan mælken blev behandlet, og hvordan der blev lavet ost og smør.

Men sommetider kneb det med at skynde sig hjem efter skoletid. Engang havde vi store drenge arrangeret cykelløb nede omkring Lille Rørbæk, forbi Bakkegården og så tilbage til Store Rørbæk igen. Det gik også fint i nogle dage. Men så en dag havde vi glemt, at lærer Hansen havde gymnastik med lille-klasserne oppe på Stænget. Da vi kom spurtende med armene i vejret oppe fra Bakkegården ned mod Brugsen, hvor målstregen var, stod lærer Hansen i vinduet på Stænget og så det hele. Og så blev der sat en stopper for det.

En anden gang fandt vi på at cykle lidt ud ad landevejen i nærheden af Tokkehøjgård, hvor Bykærvej starter. I min barndom hed den Rækkevejen. Dengang lå der altid en stor bunke grus, som vejvæsenet brugte, når de skulle reparere vejen. Der kørte vi 'dørtræk' hen over grusbunken. Men en dag gik det også galt.

Jeg kom kørende, alt hvad remmer og tøj kunne holde, hen imod grusbunken og på en eller anden måde eksede mit forhjul. I stedet for at køre over grusbunken, så slog jeg en kolbøtte hen over cykelstyret og landede lige på ryggen fire-fem meter længere fremme. Jeg kunne slet ikke få vejret og lå bare og sagde "ah – ah – ah", som man gør, når luften bliver slået ud af én. Det havde jeg prøvet i en fodboldkamp engang, hvor jeg blev klemt mellem to modspillere.

Nå, men de andre drenge fór jo til og baksede med mig for at få liv i mig igen. I det samme kom Nicolai Clausen, som boede lige ved siden af, kørende med sit hestekøretøj. Han havde været rundt at samle æg ude på gårdene. Han troede, de andre drenge var ude på at give mig et lag tæsk. Han råbte til dem: "Kan I så lade Dahls søn være i fred. Nu kører jeg hjem og ringer til Dahl, så skal han nok komme og ordne jer!" Det hele endte godt, men vi blev lidt mere tamme alle sammen.

Oppe Sundby-Snostrup Skolefoto

 

 

 

 

 

Skolefoto Rytterskolen i Store Rørbæk 1948-49.

 

Vores skole fungerede også som bibliotek. I skolestuen stod der to store skabe, det ene med børnebøger, det andet med bøger til voksne. Lærer Hansen var bibliotekar og forestod udlån af bøgerne, da biblioteksloven påbød hver kommune, at befolkningen skulle kunne låne gratis bøger. Rytterskolen blev nedlagt i 1956, og eleverne fra Rørbæk kom til at gå på Falkenborgskolen i Frederikssund. Da Åbjergskolen blev bygget, skulle børnene gå dér, som de stadig gør. Efter skolens lukning blev lokalerne brugt til kommunekontor og sygekassekontor, og til sidst som biblioteksfilial. Men alt dette er en saga blot.

I 1990 lukkede Frederikssund Kommune vores lille bibliotek, FDB lukkede vores lokale brugs, og omfartsvejen blev en realitet. Det var hårde vilkår for vort lille lokalsamfund. I et stykke tid stod Rytterskolens bygninger ubenyttet hen, indtil den lokale beboerforening fik lov til at tage de nye istandsatte lokaler i brug. Nu er den gamle skole samlingssted for mange forskellige klubber.

Den 24. september 2000 tog fem tidligere elever initiativ til at samle gamle skoleelever til et rytterskole-træf. Der mødte 100 gamle elever op, og alle var meget begejstret og glade for at mødes endnu en gang.

Over indgangen på den gamle Rytterskole er indmuret en sandsten med følgende inskription:

Kongen skrev: I året 1721 har jeg grundlagt denne Skole i Lighed med denne 240 i de Distrikter, som er oprettede af mig til stadig at underholde 12 Ryttereskadroner.

MDCCXXI

Halvtredsindstyve Aar, Gud, har du mig opholdet,
At Sygdom,Kriig og Pest mig intet ondt har voldet;
Thi yder jeg min Tack og breeder ud Dit Navn
Og bygger Skoler op de fattige til Gavn.
GUD, lad i dette Værck Din NAADES FYLDE kiende.
Lad denne min Fundatz bestaa til Verdens Ende,
Lad altid paa min Stool een findes af min Æt,
Som mener DIG MIN GUD og DISSE SKOLER rætt.

Verset er skrevet af Fr. Rostgaard.

Historie

Ved den store landboreform i 1788 blev Lille Rørbæks marker udskiftet. Hver gård fik tildelt jord på cirka 100 tønder land, som lå samlet ved gården. Det var en såkaldt stjerneudskiftning, jordstykkerne kom til at ligge fra landsbyen ud mod fjorden, som derefter lignede en stjerne.

Midt ude på Elsenborgs marker ligger en lille ejendom på knap fire tønder land. Det var netop ved udskiftningen, at den blev placeret dér. Mine forældre gav ejendommen navnet "Andershus", fordi den forrige ejer indtil 1944 hed Anders Frederik Andersen. Da han døde, købte mine forældre ejendommen, og jorden blev dyrket samlet med Elsenborgs marker. Huset blev efterfølgende beboet af forskellige fodermestre, som arbejdede på Elsenborg. Også staldens få pladser blev benyttet til nogle dyr i den tid.

Fra jeg var dreng kan jeg huske, at Anders Frederik høstede med le, tærskede med plejl og rensede efterfølgende kornet på en kornrensingsmaskine. Når han skulle have malet korn til sine få dyr, blev det en sækfuld ad gangen, som han kørte på en trillebør til møllen i Store Rørbæk. En strækning på godt to kilometer hver vej.

I dag (2009) er situationen den, at ejendommen er solgt fra til nogle unge ihærdige mennesker, som nu er ved at være færdige med at renovere bygningen. Genopført i gammel stil med bindingsværk, små vinduer og stråtag. Det gamle "Andershus" var bygget af ler med stråbeklædte vægge. Det har holdt i 200 år. Forhåbentligt holder det nye i ligeså mange år.

Ejendommen ligger tæt ved vores markvej, som i dag benyttes som "Fjordsti" og strækker sig i vores område fra Lille Rørbæk til Værebro Å. Denne del af Fjordstien er netop blevet renoveret med en ny og mere solid bro bygget over Værebro Å. Selve stien er blevet gjort bredere, og dermed mere brugervenlig og nemmere at vedligeholde.

Når jeg har nævnt Fjordstien, må jeg også nævne "milestenen", som man møder på denne strækning. Mange forbipasserende undrer sig over dens placering. Historien er, kort fortalt, den:

I 1907, for godt 100 år siden, blev metersystemet indført ved lov i Danmark. Den gamle længdeenhed mil skulle dermed udgå til fordel for kilometer. Øjensynligt har man ikke dengang i myndighedernes øjne fundet denne milesten bevaringsværdig. På den måde endte den på vejvæsenets oplagsplads i Hillerød. Min far, Ivar Dahl, havde fået fortalt, at der på benævnte plads i Hillerød stod nogle af disse milestene. Han ansøgte derfor om at få lov til at købe en af disse. Efter et års 'betænkningstid' gav vejinspektøren ham lov at købe stenen – for en pris af 40 kroner. Betingelsen var dog, at milestenen ikke blev genopstillet ved offentlig vej.

Milesten ved ElsenborgNu står vores milesten langs Fjordstien og pynter på sin egen måde. Inskriptionen er F Vll - 2 MIIL - 1853. Hvor den oprindeligt har stået, ved vi desværre ikke.

En mindre milesten står ved gårdens indkørsel. Den fandt min far i en grusgrav, hvor den ikke blev regnet for noget. På den står der 3 ¼ M. Disse to milestene er blevet fredet.

Den fredede milesten som står ved Fjordstien.

En anden ting, man finder langs Fjordstien, er "Fredsegen". Dette egetræ blev plantet i 1945 efter befrielsen af mine forældre, Elisabeth og Ivar Dahl. At krigen var slut og friheden genvundet, ville de gerne markere for eftertiden. I sommeren 2007 sørgede min kone og jeg for, at der i samarbejde med Forsvarsbrødrene i Frederikssund blev sat en mindeplade op.

Minder fra Anden Verdenskrig

Under Anden Verdenskrig og Danmarks besættelse deltog min far lidt i modstandsbevægelsen, blandt andet med uddeling af illegale blade, våbendepot i en nybygget ajlebeholder og benzin til frihedskæmpernes køretøjer. Ydermere var der gemt en stor B&W skibsmotor i laden, tildækket med en masse halm.

Foruden det havde vi en politibetjent boende, fordi han var 'gået under jorden', som man sagde. Han deltog i arbejdet som almindelig karl, og gik under navnet Peter Larsen. Hans rigtige navn var Gudmund Nørgaard. Efter et stykke tid hos os slap han af sted til Sverige. Han har boet i Frederikssund i mange år, men er død for en del år siden.

Den værste dag under krigen var dog en dag, da hipo- og gestapofolk kom på besøg. Helt uventet kom der pludselig fire-fem mand og gennemsøgte hele huset fra kælder til kvist. Min mor og et par af mine søstre var alene hjemme, da vi andre var beskæftiget i marken. Mor og mine søskende fik sig en slem forskrækkelse, for de uventede 'gæster' opførte sig ikke særlig sympatiske. De holdt hele tiden øje med, at min mor ikke fjernede noget. De viste tydeligt, at de var bevæbnede, så hun var nødt til at lade dem undersøge hele huset.

De fandt nogle illegale blade, men heldigvis ikke en hel sækfuld med flere hundrede eksemplarer, som min far havde påtaget sig at uddele på egnen. De fandt ligeledes et par afmonterede granater fra Første Verdenskrig. Det med de illegale blade var nok det værste. De hentede min far hjem fra marken, og han måtte forklare, hvad han brugte disse blade til. Han var god til at snakke og fortalte Gestapo, at dem brugte han til lokumspapir. Herefter kørte de, og vi kunne ånde lettet op.

Krigen bragte mange andre ulemper med sig, blandt andet mørklægning af stuehus og stalde. Vi fik kalksalpeter (kunstgødning) hjem i sække. Når de var tomme, egnede de sig fint som 'mørklægningsgardiner' i staldens vinduer.

Rationæringsmærker til forskellige fødevarer var også en af krigens følger. Til skiftedag, når der kom nye karle på gårdene, var det vigtigt, at de havde styr på deres rationeringsmærker. Disse skulle afleveres til husmoderen, som skulle bruge dem til sine indkøb. Svend Ove Nielsen, der er opvokset i Rørbæk Brugs og selv var uddeler fra 1964-1977, har fortalt mange ting fra sin tid i brugsen.

Selv om der var rationeringsmærker, var det tit et problem at få fordelt de varer, der var til rådighed på retfærdig vis. Der var dog også solskinshistorier midt i den mørke tid. Direktør Sommer ejede "Frogården" i Lille Rørbæk på daværende tidspunkt. Han ejede også "Sommers Magasiner" i København. Han valgte at sælge sine udsalgsvarer i Rørbæk Brugs. Der var mange, der fik nogle gode arbejdsbukser, og til damerne var der stoffer til både kjoler og gardiner. Alt blev solgt, og det gjorde stor lykke i lokalbefolkningen.

Forsamlingshuset

De første tanker og idéer om et forsamlingshus i Store Rørbæk startede kort efter Anden Verdenskrigs ophør. Indtil forsamlingshuset blev bygget, havde man her i Rørbæk kun "Stænget", som vi kaldte det. Det var den før omtalte sal oven på den gamle Brugsbygning. Stænget blev brugt til mange forskellige ting: Blandt andet som gymnastiksal for skolebørnene fra Rytterskolen, amatørteater, julefrokoster, juletræsfester, konefester, møder, bryllupsfester osv. Det var trange forhold både hvad angik scene, køkkenforhold, toiletter m.m.

Således var det ikke mærkeligt, at der i lokalbefolkningen opstod et ønske om bedre faciliteter. Et forsamlingshusudvalg blev nedsat, som undersøgte mulighederne for at få bygget et forsamlingshus. Dette blev muliggjort ved, at brugsbestyrelsen forærede noget af brugsens grund til opførelse af et forsamlingshus, som derefter blev bygget af frivillig arbejdskraft. Der blev afholdt stiftende generalforsamling den 13. december 1951. Allerede den 20.marts 1952 blev der holdt rejsegilde og forsamlingshuset var færdigt til indvielse den 24. juli 1952.

Vores daværende præst, Pastor Grønvold, skænkede ved indvielsen en smuk tavle med følgende ordlyd: "I Kong Frederiks IXs femte regeringsaar, da uddeler Valdemar Nielsen var sogneraadsformand, Harald Grønvold sognepræst, Valdemar Hansen lærer ved sognets gamle Rytterskole, enedes sognets beboere på sognefoged Alfred Hansens foranledning om at bygge et forsamlingshus, efter tømrermester Holger Petersens tegning. – I det følgende halve aar rejste sognets beboere ved fælles hjælp dette hus, som indviedes den 24. juli 1952. – Måtte dette hus altid være et smukt samlingssted for saavel ældre som unge nu og i kommende tider."

Stabilitet har præget bestyrelserne for forsamlingshuset. Flere har taget en meget lang tørn, det samme gælder for bestyrerne. Efter de første 30 år trængte Forsamlingshuset til en betydelig renovering. Nye og yngre kræfter trådte ind i bestyrelsen. Med dygtighed og gå-på-mod gik man i gang med de store opgaver, som blev udført i 1980erne. Bedre isolering, sænkning af loft samt udsmykning af salen, ventilation, udbygning af redskabsrum, ny garderobe samt nyt køkken m.m. En imponerende indsats blev ydet af bestyrelse og byggeudvalg, samt en masse frivillige hjælpere.

Rørbækkerne beviste igen – ligesom da huset blev bygget – at  man kan meget, når bare man hjælpes ad. Økonomien blev blandt andet klaret ved nogle flotte støttearrangementer. Syv år i træk blev der afholdt de meget omtalte "Tyrefester". Det økonomiske udbytte fra disse fester samt byrådets fornuftige indstilling med hensyn til tilskud gjorde, at tingene også lykkedes på den front.

ORI – Oppe Sundby-Rørbæk Idrætsforening

Oppe Sundby-Snostrup Gymnastikhold

 

 

 

ORI's gymnastikhold på Oppe Sundby Skole 1948-49. 

 

Den 28. september 1943 mødtes cirka 40 unge mennesker fra Oppe Sundby og Rørbæk på Oppe Sundby Skole for at stifte en idrætsforening. På den stiftende generalforsamling vedtoges de nødvendige love, og den første bestyrelse blev valgt. I de første år blev der dyrket gymnastik og folkedans.

I 1945 fik man et længe næret ønske opfyldt. Det lykkedes at leje en mark på gården Toftesten i Oppe Sundby. Her startede fodboldtræningen. I 1948 lejede man en større og mere velegnet mark fra gården Pedersholm, hvorefter der også kom gang i håndboldtræningen. Senere blev der også spillet badminton samt dyrket gymnastik og atletik.

For at skaffe penge til foreningsarbejdet blev der udvist stor opfindsomhed. Der blev afholdt fastelavnsridning, spillet revy og amatørteater, og der blev holdt nytårs- og pinseballer, sommerfester m.m. Mange har gennem tiderne udført et stort frivilligt arbejde i ORI. Jeg har selv både som dreng og voksen haft mange gode timer i ORI – spillet håndbold, fodbold og gået til gymnastik. Efter mit ophold på Ollerup Gymnastikhøjskole har jeg haft stor fornøjelse af at lede både drenge- og herregymnastik i foreningen i en del år.

Snostrup Kirke – Frederikssund Provsti – Helsingør Stift

I folderen om Snostrup Kirke, som menighedsrådet har udgivet, kan man læse følgende:

"Kirken, som er opført i slutningen af 1100-tallet, ligger højt i terrænet ved Snostrup Sogns nordøstlige udkant med åben og vid udsigt til alle sider. Kirkegården, som sandsynligvis har bevaret sine gamle grænser, omkranses af hvidkalkede kampestensmure afdækkede med vingetegl. Under arbejde i kirken i 1966 blev to stavplader fremdraget, hvilket måske kan betyde, at kirken oprindelig har været en stavkirke.

Kirken, som vi kender den i dag, er opført i rå marksten, dog med enkelte kløvede og kvaderhugne imellem. Dør- og vinduesfatninger er i kridtsten og frådsten. Den ydre fremtoning er i væsentlig grad præget af restaureringsarbejder, der udførtes omkring 1870. Kirken består af kor og skib, som er fra romansk tid. Våbenhuset i syd, vestforlængelsen og tårn er senmiddelalderlige tilbygninger."

Ja, så ligger den dér så smukt i svinget på bakketoppen – vores gamle kirke. Her blev jeg og mine søskende både døbt og konfirmeret. I min barndom havde vi en præst ved navn Harald Grønvold. Pastor Grønvold var et utroligt varmt og hjælpsomt menneske, ligesom hans husbestyrinde frk. Poulsen. Da han i 1956 blev pensioneret, flyttede han – efter cirka 40 års tjeneste i Snostrup Sogn – til Jylland, men ligger begravet på Snostrup Kirkegård.

Beboere, som har kendt og oplevet ham, omtaler ham stadig. Jeg mindes en rigtig kold vintermorgen med isslag og glatte veje. Jeg var på vej til konfirmandundervisning, som foregik i præstens studereværelse. Uheldet ville, at kæden røg af min cykel. Efter bedste evne prøvede jeg at sætte kæden på igen, og fik derved nogle forfærdelige kolde og snavsede fingre. Det kan nok være, at frk. Poulsen hjalp mig med at få skrubbet olien af og sørge for, at jeg fik varmen igen, så jeg kunne være med i undervisningen.

Indtil april 1956 havde Snostrup sin egen sognepræst. Samme år blev Snostrup og Ølstykke sammenlagt til et sognekald. Fra 17. februar 1967 blev forbindelsen til Ølstykke ophævet, og Oppe Sundby og Snostrup sogne blev efterfølgende sammenlagt. Herefter fik begge sogne samme præst. Fra 1992 har der været ansat to præster, som i fællesskab betjener Oppe Sundby og Snostrup sogne.

Den gamle præstebolig lå på modsat side af kirken og blev, efter Pastor Grønvolds fraflytning, solgt. Her ligger også præstegården. Præstegårdens jord og bygninger var i mange år bortforpagtet. Nu er jorden solgt fra, og den gamle præstegårds stald m.m. blev i år 2000 ombygget og moderniseret til menighedslokaler. Boligen blev moderniseret i 2006, hvor vores nuværende præst, Susanne N. Leiding, bor med sin familie. Alt dette er et stort aktiv i vort lille sogn.

Kommunesammenlægninger

Da jeg var dreng, havde Snostrup Kommune 500 indbyggere. I 1966 blev Snostrup og Oppe Sundby kommuner lagt sammen. Dermed steg indbyggerantallet til 1800.

I 1970 kom kommunalreformen. Frederikssund Kommune kom herefter til at bestå af Græse, Sigerslevvester, Oppe Sundby, Snostrup og Frederikssund.

I 2007 fandt endnu en kommunesammenlægning sted. Denne gang blev ti kommuner lagt sammen, så der nu er 44.000 indbyggere i ny Frederikssund Kommune

Fin Dahl

  

Forfatteren

Fin Dahl er født 1936 og ejer sammen med sin hustru Erna gården Elsenborg, Lille Rørbækvej 16.

 

 

Fotografierne

 

Milesten ved Elsenborg

Den fredede milesten som står ved Fjordstien.

Oppe Sundby-Snostrup Gymnastikhold

ORI's gymnastikhold på Oppe Sundby Skole 1948-49. 

Oppe Sundby-Snostrup Rytterskolen i Store Rørbæk

Rytterskolen i Store Rørbæk (skanning fra fotokopi).

Oppe Sundby-Snostrup Skolefoto

Skolefoto Rytterskolen i Store Rørbæk 1948-49

Oppe Sundby-Snostrup Tyren

Klar til en søndagstur i markerne med tyren for vognen.

Oppe Sundby-Snostrup Tyren med Elise, Gunver og Kjeld

Tyren for mælkevognen med feriebørnene.

Oppe Sundby-Snostrup Vinteren 1941-42 1

Oppe Sundby-Snostrup Vinteren 1941-42 2

Snetunnel på Lille Rørbækvej i vinteren 1941-42.

Oppe Sundby-Snostrup Vanding ved Store Rørbæk Gadekær

Vanding af kreaturer ved gadekæret i Lille Rørbæk.

Fin Dahl 2 Peter Rahbek

Fin Dahl - fotograf Peter Rahbek 2009.

Nyhedsservice

Abonnér på nyheder fra hjemmesiden.

Printet fra /Oppe-Sundby-Snostrup